onsdag den 2. januar 2013

Nytårsmenu 2012, del 1: Appetizers

Appetizers. Øverst: Hønen & æggene - nederst: Rugknæk & rygeost

Appetizers
Til 14 personer

Hønen & æggene
Skind fra to kyllinger
Stenbider- og/eller ørredrogn
Creme fraiche 38%
Salt

Tænd ovn på 160 grader. Skindet skrabes fri for det værste fedt på bagsiden. Salt med en smule flagesalt. Læg skindet mellem to stykker bagepapir på en bageplade og stil fx en anden bageplade ovenpå, så skindene ikke kan trække sig sammen under tilberedning. Bagetid er ca. 35-40 minutter.
Kyllingeskindene  kan sagtens laves dagen før de skal bruges.

Skindene brækkes i stykker af passende størrelse. Giv dem en lille klat creme fraiche og top med rognen.

Rugknæk & rygeost
Rugknækbrød
1 pk rygeost
Mayonnaise
Creme fraiche
1/2 bundt purløg
Radise
Salt & peber

Snit radiser så tyndt som muligt på mandolinjern og put i isvand.
Rør rygeosten lind med lidt mayo og creme fraiche, tilsæt fintsnittet purløg (gem noget til topping) og smag til med salt og peber. Servér rygeostcremen på rugknækbrød med en skive radise og drysset med purløg og friskkværnet peber.

Hertil drak vi Prosecco frizzante, Galileo Vini, 2011.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar