onsdag den 19. oktober 2011

Slåen/æble-gastrique

I weekenden samlede jeg slåen med henblik på at lave snaps. Da jeg havde temmelig mange tilovers, lavede jeg i dag en gastrique på nogle af dem. En gastrique er som udgangspunkt karamelliseret sukker, gjort til sirup vha indkogt eddike. Se mere her. Gastrique kan bruges som smagsforstærker i saucer, men der kan sagtens findes mere kreative måder at tilgå den på. Nederst kan du se en simpel måde at bruge en gastrique, som andet end bare smagsforstærker.


Slåen/æble-gastrique
50-100 g slåenbær
100 g sukker
0,5 dl vand
1,5 dl æbleeddike

Kog slåen, vand og sukker op til sukkeret er smeltet og lad så småsimre i ca 10 minutter, til farve og smag er trukket ud i sukkervandet. Si slåenbærene fra og kog yderligere ind med æbleeddike, til det bliver en mere tyktflydende sirup. Lad køle af og hæld på glas.
Hvis du ikke har adgang til slåen, kan du jo prøve med andre bær, eller lave én helt uden. Smelt 100 g sukker til det karamelliserer og reducér herefter med 1,5 dl eddike til sirupkonsistens.

"Råsyltede" skalotteløg
1 skalotteløg
2 spsk gastrique
0,5-1 spsk æbleeddike
Salt

Fintsnit løget og vend med gastrique, lidt mere æbleeddike og salt. Lad trække i en halv time og så har du et lækkert tilbehør til fx et stykke stegt kød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar